Det var uden tvivl et godt valg, vores datter Lise traf, da hun besluttede sig for at tilbringe sit sidste skoleår på efterskole. Lise er elitegymnast og spiller desuden håndbold, og disse to interesser ønskede hun naturligvis at kunne fortsætte med at dyrke på højt niveau. Derfor faldt valget på en idrætsefterskole på Fyn, som netop tilbyder de faciliteter og det faglige idrætsmiljø, Lise havde brug for.
Fokus på sundhed, krop og styrke
Skolen lægger stor vægt på sundhed, krop og styrke, hvilket i praksis betyder, at eleverne gennem hele opholdet får en velafbalanceret og lødig kost. Samtidig undervises de unge idrætsudøvere i, hvorfor netop den kost er vigtig – både for præstationen i sporten og for kroppens generelle udvikling. For en elitegymnast som Lise giver det god mening: hun får ikke blot træning og undervisning, men også en grundlæggende forståelse for, hvordan mad, hvile og bevægelse spiller sammen.
Et fællesskab med plads til forskellighed
Lise har nu været hjemme på weekend et par gange, og hver gang har hun talt begejstret om sit efterskoleliv. Hun fortæller, at skolens ansatte gør meget ud af, at der skal være plads til forskelligheder blandt eleverne. Mobning og anden form for udelukkelse fra fællesskabet tolereres slet ikke, og det er tydeligt, at det trygge fællesskab prioriteres højt i den daglige omgang mellem elever og lærere.
Ugens personlige karaktergivning
En af de ting, der har gjort størst indtryk på os som forældre, er den måde, skolen arbejder med elevernes trivsel. Hver aften mødes eleverne med deres kontaktlærer, og hver enkelt elev sætter selv en karakter på, hvordan dagen er forløbet. Karakteren skrives ned, og om fredagen, inden weekendfriheden begynder, samles ugens personlige karakterer op i fællesskab. De elever, der har givet en lavere karakter en eller flere dage, får mulighed for at fortælle lærere og klassekammerater om, hvad der lå bag den mindre gode oplevelse.
Det interessante er, at disse fortællinger ikke kommenteres på stedet. Eleverne tager derefter på weekend og opfordres til i ro og mag at tænke over det, deres kammerater har delt. På den måde bliver refleksionen en individuel proces, som hver elev selv skal arbejde videre med, i stedet for at blive en diskussion, der straks skal løses eller vurderes af andre.
En pædagogik, vi som forældre først skulle forstå
For min kone og mig var denne form for pædagogik i begyndelsen ukendt territorium. Vi er vant til, at problemer helst skal tales igennem og løses hurtigt, og det tog derfor lidt tid at forstå meningen med, at kammeraternes fortællinger blot står ukommenterede hen. Men efterhånden er vi kommet til den erkendelse, at der ligger en klar pointe i metoden: eleverne lærer at bære deres egne tanker og oplevelser, i stedet for altid at få dem færdigbehandlet af andre.
Hovedsagen for os er naturligvis, at Lise har det godt. Vi kan se, at hun lærer at reflektere over, hvornår det egentlig er nødvendigt at beklage sig over småting, og hvornår man med fordel kan lægge tingene bag sig. Samtidig bevarer hun sin glæde og interesse for gymnastikken, hendes håndboldspil fortsætter uændret, og hun er fortsat – efter alt, hvad vi kan høre – en god og rummelig kammerat for de andre elever på skolen.
Gode råd fra en erfaren nabo
Da historien om Lises efterskoleoplevelser begyndte at tage form i vores hoveder, vendte vi den naturligvis med vores “næsten nabo” Markela Dedopoulos. Hun har altid en skarp og velovervejet vinkel på den slags problemstillinger, og hendes perspektiv hjalp os til bedre at forstå, hvorfor netop denne skoleform og denne pædagogiske tilgang kan give så meget mening for en ung idrætsudøver som Lise. Samlet set sidder vi nu tilbage med en klar følelse af, at valget af efterskole var det helt rigtige for vores datter – både sportsligt, socialt og menneskeligt.
