Hvad gør man som forælder til voksne børn, når tanken om alderdom og sygdom melder sig? Hvordan forbereder man sine børn på, at de en dag skal stå forrest i køen, når man selv er gået bort? Døden er langtfra et muntert samtaleemne ved middagsbordet, men jeg er efterhånden kommet frem til, at det ofte er klogest at tage snakken, mens man endnu kan gøre det med overskud og humor. Det handler ikke kun om at forberede sig på det praktiske, men også om at forberede børnene på, at de familietraditioner, vi har bygget op gennem årene, uundgåeligt vil blive brudt op. Når den sidste forælder går bort, sker der jo ofte det, at søskende langsomt mister forbindelsen til hinanden. De har hver deres liv, deres egne familier og forpligtelser, og der er ikke længere nogen, der samler trådene eller insisterer på, at bestemte traditioner skal holdes i hævd.
Er bekymret
Som du sikkert kan mærke, er det her noget, der fylder en del hos mig. I sidste ende er det selvfølgelig mine børns liv og deres valg, hvordan de vil gribe fremtiden an – det skal de blive ved med at have frihed til. Men tanken om, hvad der sker den dag, jeg ikke længere er frisk og selvhjulpen, eller den dag jeg slet ikke er her mere, ligger og banker i baghovedet næsten hver dag. Jeg tror ikke, jeg er alene om den følelse. Mange forældre i min generation går rundt med den samme stille bekymring, uden nødvendigvis at tale højt om den. Derfor har jeg besluttet at gøre noget aktivt for at få lidt mere ro i sindet: Jeg vil forberede mine børn på, at jeg en dag – måske tidligere end nogen af os havde regnet med – går bort, eller i det mindste når til et punkt, hvor jeg ikke længere kan klare mig selv.
55 millioner lever med demens
Jeg stødte for nylig på en artikel fra WHO (World Health Organisation), som beskriver, at der i dag er mindst 55 millioner mennesker på verdensplan, der lever med demens. Ifølge samme kilde forventes tallet at stige til omkring 78 millioner i 2030 og hele 139 millioner i 2050. Den kraftige stigning skal naturligvis ses i lyset af, at vi generelt lever markant længere end tidligere generationer – hvilket jo i sig selv er en god udvikling. Men tallene gør det tydeligt, at det slet ikke er usandsynligt, at jeg selv kan ende som en del af statistikken om nogle år. Så hvorfor ikke møde den tanke med et vist mål af ro og positivitet i stedet for frygt? Jeg har valgt at fortælle mine børn åbent, at sandsynligheden for, at jeg en dag ikke længere har fuldt greb om virkeligheden omkring mig, faktisk er ganske reel. Samtidig vil jeg gøre det klart for dem, at de ikke behøver være bange for den udvikling. De skal vide, at de kan hjælpe mig, når det tidspunkt kommer – og at der findes gode redskaber, der kan gøre hverdagen lettere for både den demente og de pårørende.
Demenspakker som praktisk hjælp
Jeg har set, at man i dag kan købe demenspakker målrettet private personer, som gerne vil ruste sig eller deres pårørende til hverdagen med demens. Disse pakker er tænkt som en hjælp til at komme lettere igennem dagligdagen, når hukommelsen og overblikket begynder at svigte. Der findes flere varianter afhængigt af behov, og man kan blandt andet finde ganske omfattende store pakker, som dækker bredere behov. Det er også vigtigt, at mine børn ved, at demens ikke er én bestemt sygdom, men en samlebetegnelse for flere forskellige tilstande. En af de mest udbredte og kendte former er Alzheimers, men der findes også andre typer, som kan give sig forskelligt udtryk fra person til person.
Håb for fremtiden – og en form for accept
Jeg håber naturligvis inderligt, at jeg aldrig selv bliver ramt af demens. Jeg håber heller ikke, at jeg skal igennem en kræftsygdom med stråling og kemoterapi. Hvis jeg skal ønske mig noget, er det, at jeg får lov at gå bort herfra på en værdig og forholdsvis hurtig måde – måske lidt pludseligt og uventet for mine børn, men uden lang tids lidelse for nogen af parterne. Måske er jeg lidt overbeskyttende, når jeg vælger at tale så åbent om de her ting med mine børn. Men jeg synes simpelthen, at de fortjener at vide, hvilke udfordringer der kan vente forude, så de ikke står helt uforberedte, den dag livet for alvor forandrer sig.
