Hvorfor er han dog altid så glemsom? Min mand, altså. Det er dybt irriterende, når jeg beder ham huske noget, og det så alligevel ikke sker. Særligt lige nu, hvor det virkelig batter. Til daglig kan jeg sagtens leve med hans små hukommelsessvigt, men efter flere timers kørsel fra København til Lemvig – hvor vi skulle have ordnet et par ting i sommerhuset – er det altså ikke sjovt at opdage, at han har glemt sin skruemaskine. Vi skal have lavet noget ved hegnet, og der skal bruges rigtig mange skruer, hvis det ikke skal vælte i den første ordentlige blæsevejr. Vestenvinden herovre kan være ubarmhjertig, især når efteråret og vinteren for alvor sætter ind. Og lige nu er det faktisk vores sidste rigtige chance for at få hegnet lavet, for august er allerede ved at rinde ud, og sommerferien nærmer sig sin afslutning med hastige skridt.
Børnene elsker det
Børnene er i hvert fald i godt humør over at være tilbage. De elsker stedet betingelsesløst – akkurat som vi voksne gør. Men stemningen mellem mig og min mand er noget mere anspændt. Jeg blev decideret rasende, da det gik op for mig, at skruemaskinen stadig lå fremme på bordet derhjemme i bryggerset. Han havde faktisk husket at finde den frem fra sit sædvanlige gemmested – det skal han have ros for. Men at få den bakset ud i bilens bagagerum, det formåede han ikke. Min vrede fik mine børn til at trække sig diskret tilbage til deres værelser. De kender mig godt nok til at vide, at når jeg først er rigtig sur, er det klogest at holde en passende afstand og lade stormen lægge sig af sig selv.
Normalt varer min vrede ikke ret længe ad gangen, og heller ikke denne gang holder den for evigt. Men jeg spiller stadig lidt fornærmet, mest af princip. Min mand forsøger forsigtigt at sige undskyld og forsikrer mig om, at vi nok skal finde en løsning sammen. Hegnet skal nok blive stærkt nok til at stå imod vinden, lover han, selvom jeg godt kan høre, at han egentlig ikke aner, hvordan vi kommer i mål uden de rigtige værktøjer.
Surmuler lidt endnu
Jeg svarer ham ikke med det samme. Jeg surmuler videre lidt endnu, for det føles på en eller anden måde retfærdigt. Jeg lægger madvarerne, vi lige har hentet i det lokale supermarked, ned i køleskabet med bevægelser, der tydeligt signalerer, at han absolut ikke skal finde på at komme for tæt på mig lige nu. Imens går han ud i skuret for at undersøge, om der i det mindste findes en brugbar skruetrækker derude, som kan redde en del af arbejdet. Jeg kan høre ham rumstere rundt blandt gamle dåser og redskaber. Han rydder samtidig lidt op, hvilket jeg da sagtens kan sætte pris på, selv i min surmulende tilstand.
Efter et stykke tid, hvor jeg har holdt masken og spillet mere fornærmet, end jeg egentlig føler mig, går jeg alligevel ud til ham og spørger, om han har fundet noget brugbart. Jeg lover ham samtidig, at jeg gerne vil hjælpe med at holde skruer og bolte på plads, hvis vi altså har nogen liggende, der kan bruges til formålet. Han fortæller mig, at han rent faktisk har fundet en lille skruetrækker frem i skuret. Den kan bruges, men det vil uden tvivl blive et langsommeligt og besværligt stykke arbejde uden den rigtige el-drevne maskine.
Redder den med skruetvinger
Jeg prøver at signalere, at jeg egentlig allerede har tilgivet ham hans glemsomhed, og siger, at vi bare klarer opgaven så godt, vi nu kan, med de midler vi har til rådighed. Vi har trods alt en hel uge tilbage af ferien, så det er slet ikke nødvendigt at nå det hele på én eftermiddag. Presset letter sig lidt, når man tænker sådan. Nede i skuret finder jeg efterhånden et par skruetvinger frem fra en gammel kasse. De er ganske vist ikke ret store, men de kan i det mindste holde nogle af hegnets forskellige led sammen, mens vi arbejder os igennem det manuelt med den lille skruetrækker.
Vi bliver enige om at dele opgaven op i mindre etaper i stedet for at forsøge at overkomme det hele på én gang. På den måde kan vi sætte lidt system i arbejdet, så det ikke bliver unødigt tidskrævende eller frustrerende for nogen af os. Måske er det faktisk meningen, at ferien skal gå lidt langsommere i år – med flere pauser, lidt mere snak henover hegnet og en påmindelse om, at selv de bedste planer nogle gange kræver en omvej. Og når hegnet endelig står færdigt og kan modstå vestenvinden hen over efteråret, tror jeg faktisk, at både min mand og jeg vil se tilbage på dagen med et smil – glemsom skruemaskine og det hele.
